Hvis Albanien var en film, ville den være et ubestridt sanseligt mesterværk. Til sammenligning – hvis Danmark var en film, ville den nok være endnu en forudsigelig Hollywood-produktion.

Albanien er et sydende og strittende konglomerat af tyrkisk kultur, sydeuropæisk stemning og vesteuropæisk åbenhed (på den fede måde). Med andre ord – du skal virkelig være en hård hund, hvis ikke landet tager dig med storm. Vi kommer på ingen måde uden om den uhyre fattigdom og de mange menneskelige tragedier – det er i den grad med til at præge landet. Lad os dog kigge lidt på, hvorfor Albanien er et godt bud på “bedste upcoming”:

  • Albanerne er uhyre gæstfrie. Jeg har personligt aldrig oplevet noget lignende. De er heller ikke specielt skeptiske over for turister – måske fordi denne gruppe (endnu ikke) valfarter til landet.
  • Der er hamrende billigt. 5 kr. for en cappucino og 30 kr. for 2,5 times køretur.
  • Der er over alt dømt anti-Ørestad. Hvert eneste vej, gadehjørne, gyde, baggård emmer af liv.
  • Albanien er smuk. Der er så fotogent, at man bare skal tage sit lille kamera frem et tilfældigt sted – og du vil med garanti få et skævt, kantet og farverigt billede.
  • Der er tolerant. Det ateistiske/moderat muslimske land rummer de fleste religioner.
  • Albanien er kaotisk og anarkistisk – men det fungerer.

Der er ikke andet for – Albanien er kommet for at blive, og du skal besøge det!

65-durres2

Et hus i Durres, en større havneby på Albaniens vestkyst.

Jeg havde vist nævnt for Steffen B., at jeg ville skrive et lille begejstret blogindlæg om “Hytten”. Nu er sagen så den, at det er tirsdag, der er lang tid til weekenden, og jeg er træt og gammel. Så derfor bliver det blot til dette hurtige … (Jeg er dog stadigvæk begejstret).

Derfor først og fremmest: “Hytten” er helt fantastisk. Dernæst: Det er en bog, der muligvis vil rykke ved nogle af dine gudsbilleder – og sandsynligvis endda også i en positiv retning. Det vil måske især være tilfældet, hvis du er vokset op i en teologisk konservativ sammenhæng, hvor gudsbilledet særligt har været præget af Gud som den strenge dommer, som fordømmende overvåger dine mindste bevægelser og syndige adfærd. Bogen præsenterer dig for et helt andet gudsbillede; Gud som den, der inviterer dig ind i et fællesskab, og Gud som den, der forsøger at skabe en vedvarende relation. Og det er ikke bare en præsentation; det opleves som ét langt knus fra første til sidste side. Hvor tit oplever man lige, at Gud giver knus? Nej, vel? Derfor går hver eneste side også lige i hjertekulen.

Bogen handler kort fortalt om en mand, Mackenzie, der forsøger at forsone sig med sin datters brutale død. Han hænger ud med, spiser med, snakker med, griner med og tager på udflugt (!) med Gud, Jesus og Helligånden – i ja, temmelig atypiske skikkelser – og forsøger grundlæggende at forstå, hvordan “hans datter kunne dø”. Det beskrevne og helt bogstavelige samvær mellem Mackenzie og Gud gør, at man som læser oplever, hvad Gud inviterer til: En tæt vandring og et fællesskab i kærlighed.

Jeg kan huske, da jeg første gang for et par år siden blev introduceret til den “kristne spiritualitet”. Jeg så nedenstående berømte ikon af Andrei Rublev og kan huske, at jeg tænkte: Wow, er det virkelig dét, det handler om? At selveste Treenigheden vil spise til bords med mig? Sådan helt bogstaveligt? Jep. Og det er også oplevelsen af dette tætte fællesskab og nærvær med Gud, som romanen introducerer til, og som gør, at man – bare for et øjeblik – kan stille skarpt på, hvad det hele går ud på. Bogen er så absolut et must-read.

(P.S. Og så er bogen i øvrigt hamrende godt oversat – sådan, Steffen!)

trinity1

Tidligere har min støtte til Christiania nok været en smule forbeholden … Var der i virkeligheden ikke tale om en bunke afdankede hippier, der stædigt ønskede brugsretten over et af de mest attraktive områder i København? Var de selvbyggede skure ved søen ikke temmelig faldefærdige? Og var den der berømte “ånd” fra 70′erne i det hele taget ikke stærkt på retur? Efter en times rundvisning* på Christina i et køligt novemberlys må jeg jo egentlig bare svare: Næh, tilsyneladende ikke. Jeg fik snarere indtryk af, at:

  • Christiania emmer af virkelyst, engagement og kreativitet (masser af spændende kunst og gallerier!)
  • Christiania dyrker både de helt små skæve erhverv og har samtidig tiltag målrettet den helt brede offentlighed
  • De ‘faldefærdige’ huse er rent faktisk små arkitektoniske perler og solidt byggede pudsigheder
  • På stedet hersker – stadig – en åben, solidarisk og imødekommende ånd.
  • Christiania lader til at være temmelig fremme på miljøområdet, når det gælder gælder genbrug, håndtering af spildevand (også i de små skure), solfangere osv.
  • Christiania har et omfattende, velfungerende institutionsliv i form af en hel børne- og ungdomstilbud: Vuggestuer, børnehaver og ungdomsklubber.

For mange er dette sikkert 100 % “old news”, men for en ’tilflytter’ som mig uden en historisk tilknytning til området, var rundvisningen en øjenåbner. København har brug for et ongoing eksperiment som Christiania. For at lære og for at blive beriget. Så i grunden kan jeg vel kun tilslutte mig koret: Bevar Christiania.

*Rundvisningen finder sted fra indgangsporten kl. 15.oo lørdag og søndg hele året og varer en times tid. I sommerhalvåret er der daglig rundvisning. Rundvisningen koster 30 kr. Læs mere her.

Et view fra indgangsporten ud til det omgivende København (eller EU)

Et view fra indgangsporten ud til det omgivende København (eller EU)

En uafrystelig præstation.

Tak til Søren K for at introduce mig til kloster (bedre sent end aldrig). Har nu hørt en del af deres numre på myspace og må nok fluks ud at investere i en plade.

Havde faktisk for flere år siden opgivet at finde “kristen musik” (beklager betegnelsen – er fattig på ord) udover U2 og visse soloartister – som mere eller mindre eksplicit beskæftiger sig med kristne temaer – som jeg kunne holde ud at høre på. Derfor var det en lille optur at bumpe ind i kloster, som mere end blot nogenlunde rammer min musikalske smag. Måske der er andre talentfulde bands derude i den alternative (elektroniske, ambiente m.v.) genre, som det kunne være at tjekke ud? Det er der jo nok – jeg skal bare lige finde dem. Og nu er jeg optimistisk.

Pyha, så lykkedes det! Tillykke med fødselsdagen, lille niece! :-D.

Glæder mig til at lære dig at kende!

plys.jpg

Sakset fra Red Barnets nyhedsbrev:

“Vi mangler indsamlere!
Red Barnet har akut brug for indsamlere til landsindsamlingen søndag den 9. september. Meld dig NU. Giv tre timer af din søndag og send dermed fire børn i skole et år i Angola.”

Tilmeld dig her.

Sidder lige og genlæser Kedsomhedens filosofi af Lars Fr. Svendsen (og det er nærmest trivielt at nævne det – men den er virkelig ikke kedelig). I en beskrivelse af filmen Crash behandler han forskellen på at det at transcendere (overskridelse mellem det endelige og det uendelige) og at foretage en transgression (overskridelse inden for det endelige). Vil ikke her bevæge mig ud i en langhåret udredning, men den gode Lars Fr. fik mig til at tænke over: Søger jeg reelt flere og flere æstetiske, kvalitativt forskellige oplevelser, eller søger jeg reelt samvær med Gud? Og kan jeg søge begge dele på een gang?

Finder nok ikke svaret her kl. 23.19, hvor jeg er temmelig ør af træthed … (og har chokolade-kvalme) hm… eller også gør jeg…
kedsomhed.jpg

byvejr.png

Aimee Mann – Save Me

Har ikke højttalere på denne PC, så jeg ved vitterlig ikke, hvor god kvaliteten er. Men nummeret/videoen (og filmen for den sags skyld) er fed, så vi satser …

I går kom jeg uforvarende til at forvilde mig ind til en gudstjeneste i en unavngiven frimenighed. Jeg vil ikke komme ind på gudstjenesten som sådan men blot nævne mine dybe aversion mod det, man vel kunne kalde “menighedslatter” eller “church laugh”. I kender sikkert situationen. Præsten fortæller en stærkt ufarlig vittighed (holder en pause, smiler og venter på en reaktion), og den glade menighed bryder ud i en behersket men (desværre) ægte latter og blinker til hinanden: “Godt, vi har sådan en frisk præst, der kan lave masser af sjov.” Det er næsten ikke til at bære, og der er ikke andet at gøre end at lukke øjnene og vente på, at smerten går over.

Måske er jeg ignorant. Måske mangler jeg udsyn og perspektiv. (I dette tilfælde) er det nok bare mest sandsynligt, at jeg tilhører den forkerte generation. Sagen er, at jeg vitterligt aldrig har set en eneste Ingmar Bergman-film. Så når jeg læser, at Woody Allen begræder “en stor, stor kunstners død osv”, ligner jeg mest af alt et stort spørgsmålstegn. Men det er nok bare mig – og så måske også de fleste andre i min generation.

ingmar_bergman_smultronstallet.jpg
Ingmar Bergman (R.I.P.). En stor kunstner? Har (desværre) ingen anelse.

En hurtig filmanmeldelse:
Jackie (Kate Dickie) arbejder på en overvågningscentral i det trøstesløse Glasgow. Hver dag overvåger hun parkeringspladser, veje, skumle gyder m.m. i en by, hvor kvarterløft bestemt ikke er et politisk hot topic. Jackies liv er ikke en fest: På sine overvågningsskærme er hun vidne til små og store skæbner og episoder, som hun ikke kan tage del i, ved fyraftenstid trisser hun hjem til sin tomme lejlighed, og hver fjortende dag har hun en fast aftale med en mand om “lige at køre ud på en mark i hans bil” …

En dag tager hendes liv midlertid en uventet drejning, da en særdeles bekendt mand pludselig dukker op på en af monitorerne. Filmen udvikler sig hér fra at være en trist hverdagsbeskrivelse til en temmelig nerverpirrende krimi …

Hovedpersonerne spiller formidabelt, og billederne af boligblokkene i Glasgow er en passende, brutal ramme om hovedpersonernes traumatiske oplevelser …

Det er bestemt ikke en feel-good film, og vi skulle da også lige sunde os bagefter, før vi var nogenlunde ovenpå igen og havde lyst til at fortsætte vores tilværelse… Selvom filmen derfor skuespilmæssigt og på billedsiden er fremragende, er der alligevel så meget tristesse (som jo på en eller anden måde virker malplaceret kl. 11.30 en tirsdag formiddag), at det nok desværre går en smule ud over karaktergivningen …

Så: 4/6

“Read Road”, instruktør Andrea Arnold
redroad_iw.jpg

Ja? Ja?!? Nej, jeg tør ikke tro på det …

byvejr2.png

(Jeg var ved at regne lidt på, hvad der ville være mest sandsynligt: En solskinsdag med +25 grader eller en romantisk hændelse i mit liv – men da jeg i begge tilfælde endte ud med 1 til “et-eller-andet-vanvittigt”-tal, kom jeg lidt fra det igen …. Så nu sidder jeg og spiser rosiner… )

Amnesty International udarbejder hver måned protestbreve til regeringsledere om frigivelse af/tildeling af en fair rettergang til dødsstrafsdømte, samvittighedsfanger m.m. Brevene er formulerede på forhånd, så man skal blot skrive dem under og sende dem afsted.

Man kan nemt komme i gang her.

Næste side »