Havde aldrig været på Det Nationale Fotomuseeum, så jeg tænkte, at jeg lige ville benytte mig af en kort monsunpause og liste ind på Diamanten og tjekke det ud. Skyndte mig hurtigt igennem caféen “Øieblikket” ved indgangen, der gav mig alt for mange dårlige minder om kolde kopper kaffe og en specialeskrivningsproces, der bare ikke ville få ende og hastede ned i udstilllingskælderen. Her mødte følgende skilt mig: “Det Nationale Fotomuseum på Det Kongelige Bibliotek rummer landets største samling af fotografisk kunst. Hen ved 50.000 værker…”- gad ikke læse mere af introduktionsteksten men konstaterede blot: “Fedt, så må jeg da kunne få en lille formiddag til at gå herinde”. Well.

Fotoudstillingen indeholdt vel – hvad skal vi skyde på – i alt 75 billeder, så efter 10 min var jeg igennem. Jeg begyndte at ruske i alle døre og fumlede endda på et tidspunkt rundt i et mørkt lagerrum, fordi jeg tænkte, at der da måtte være flere udstillingsrum På Det Nationale Fotomuseum. Nope).

Der var også to andre udstillinger i kælderen. En om islamisk kalligrafisk kunst. Det skulle efter sigende være ret stort i Mellemøsten, men jeg ved ikke – tror måske ikke helt, det fængede. Men der var da en touch screen, hvor man kunne høre en mand snakke arabisk. Navra. Den sidste udstilling handlede om – ja, hvad sytten handlede den egentlig om? Det første, der mødte mig, var et monster og middelalderlige bøger om forestillinger om døden og det hinsides. “Nå, tænkte jeg, det må handle om forestillinger om døden og det overnaturlige gennem tiderne”. Tja. Det næste, der mødte mig, var et par touch screens, hvor man kunne bladre i et par bøger med en skrift, man ikke kunne læse. Mødte endnu et par montrer med endnu et par bøger – men nu handlede det om opskrifter – hvad i alverden? – og så var det slut. Ved den sidste montre stod der så: “Fra Støv Til Guld” – brugsbøger og skillingstryk fra Det Kongelige Bibliotek. Montanasalens første udstilling, FRA STØV TIL GULD, handler om hverdagens læsestof. I 15 -1700-tallet læste den brede befolkning i stor stil små, billige brug-og-smid-væk-tryksager: romaner, skillingsviser, håndbøger, nyhedstidender, kogebøger, spillebøger og meget mere”. Oh. Nuvel, jeg skyndte mig afsted for at komme hjem, inden den næste byge væltede ned. Det nåede jeg selvfølgelig ikke.

Det Nationale Fotomuseum (læs: En utilgivelig lille udstilling) 3/6. Lagerrummet: 5/6.
Fra Støv til Guld: Well, kom jo lidt akavet ind i det: 2/6
Ordets Billeder – Arabisk kalligrafi. Tror bare ikke lige, det er mig. 1/6 (Men hvis man er til det, er det virkelig fedt sat op)

Update – en halv time senere: Måske var jeg lidt for hård ved det Lille Nationale Fotomuseum. Jeg vil lige understrege, at de 75 billeder var gode.

Billedet:
Viser førnævnte udstilling Fra Støv til Guld. Udstilingsrummet er nyskabende, men indholdet… : På plancherne til højre står der lidt om dødsforestillinger i middelalderen – til venstre lidt om bogtrykkerkunsten i Danmark. Så behøver I ikke tage derind.

stoev.jpg