Kommentarer til: Church laugh

Af: Linealis

Linealis — Sun, 19 Aug 2007 22:40:36 +0000

Sådan noget er altid følsomt. Det sidste en kirkegænger skal kunne sige, er at han er blevet gjort nar ad af præsten. Det kan gå med Caspar Christensen (lever han overhovedet mere), Monrad & Rislund osv. Men præsten? Nej…

Af: Kirsten

Kirsten — Fri, 17 Aug 2007 15:24:29 +0000

Amen, Linealis … at præsterne så nok burde satse lidt mere (eller bare lade være), er en anden diskussion…

Af: Linealis

Linealis — Fri, 17 Aug 2007 15:18:00 +0000

‘Problemet’ med humor er, at det opfattes vidt forskelligt. Det bedste humor er også det, der opfattes mest forskelligt og er lettest at misforstå. Derfor brugfer prædikanter også tit den platteste humor.

Af: Mikael Kongensholm

Mikael Kongensholm — Thu, 16 Aug 2007 07:04:53 +0000

Vi kan vel bare konstatere at der er forskellige ting som får det til at gøre ondt indeni!? Church laugh ligger nok ikke så højt på listen hos mig, som det åbenbart gør hos andre. Sådan er vi jo så forskellige. :)

Af: Lars Dorland

Lars Dorland — Wed, 15 Aug 2007 20:20:59 +0000

Som prædikant må jeg gå til bekendelse. Jeg joker meget i mine prædikener – men det gør jeg i det hele taget. Og jeg kan for det meste godt lide, når andre prædikanter gør det, så længe det falder naturligt ind i talen, og så længe det ikke blir fokus for talen. Så det gør ikke ligefrem helt ondt i mit allerinderste, og jeg må indrømme, jeg heller ikke helt forstod oplægget, før jeg havde læst nogle af kommentarerne… men jeg lytter.

Af: JLo

JLo — Wed, 15 Aug 2007 18:43:24 +0000

Jeg var til et bryllup i weekenden, hvor jeg oplevede fuldstændigt det samme. Præsten fyrede en joke af om noget med en kvinde som pegerpå nogle køer, og spørger sin mand, om det er noget af hans familie, hvortil manden svarer “Ja – svigerfamilien” Åh… hvor gjorde det ondt indeni!

Af: Søren K

Søren K — Wed, 15 Aug 2007 12:55:25 +0000

@ NikolajKJ: Godt ord igen … Det var såmen bare en højlydt undren over at du aldrig var stødt på fænomenet. Skal ikke afvise det er mig der har kommet i de forkerte kirker, men jeg kender det i hvert fald alt for godt.

@ Kongensholm: De ting du nævner er værre på en anden måde – det er ting som man trods alt kan sove fra (måske med undtagelse af motetterne … hvad sker der for dem?). De gør ikke ondt langt ind i det inderste, ligesom church laugh.

Af: Mikael Kongensholm

Mikael Kongensholm — Tue, 14 Aug 2007 19:44:21 +0000

Jeg er heller ikke stødt på begrebet church laugh før. Kender godt det med at prædikanten fyrer en vittighed af og at det virker kikset, og nogle i menigheden måske griner lidt pligtskyldigt. Men det kan gøres med måde og det kan sagtens virke autentisk og relevant, hvis det falder på det rigtige sted i talen, har relevans for en pointe i talen, og ikke gøres hver gang. Og så skal der selvfølgelig kun fortælles vittigheder som virkelig er sjove.

Der er for mig at se en del ting som er meget værre ved gudstjenester…. liturgi ingen forstår, salmer næsten ingen forstår, motetter, den obligatoriske “nu hilser vi lige på dem rundt om os”, lovsange som bliver forlænget i det uendelige, folk som siger ting til frit vidnesbyrd, de måske nok burde have holdt for sig selv, osv osv.

Sammenlignet med de ting er Church laugh efter min mening det rene vand. Men der er åbenbart meget forskellige ting, vi har aversioner imod…

Af: NikolajKJ

NikolajKJ — Tue, 14 Aug 2007 19:20:45 +0000

Ih, du godeste! Undskyld, Kirsten og Søren, jeg skal nok lade være med at genere jer mere!

(Nej, jeg kan ikke nikke genkendende til jeres oplevelse. Om det skyldes at vittighederne er mere begavede i de kredse for jeg færdes, eller om jeg bare er for dum til at fatte at vittighederne er ubegavede, skal jeg ikke kunne sige).

Af: Søren K

Søren K — Tue, 14 Aug 2007 09:47:11 +0000

Spot on, Kirsten. Spot on!

@NikolajKJ: Linealis rammer ret godt. Det er så bundamerikansk på den ærgerlige måde. Det er præstens forsøg på at etablere et fællesskab vha den laveste (stuerene) fællesnævner, der gør ondt langt, langt indeni. Det er den sjove beretning om præsten som synder, der leveres i en humoristisk indpakning, som tager al tyngde ud af synden (og prædikenen).

Men jeg må (ligesom Kirsten i comment 3) tage mig til hovedet over dit spørgsmål. Er church laugh virkelig helt ukendt for dig?

Af: Linealis

Linealis — Mon, 13 Aug 2007 22:01:11 +0000

Prøv så at besøge en amerikansk kirke og høre sådan en vittighed hver eneste søndag i et helt år! @NikolajKJ: Jeg tilslutter mig Kirsties aversion 100%. For min egen del skyldes det, at sådanne vittigheder virker påtagede. Som om at det er et fast ritual at menigheden skal grine lidt, før man kan gå i gang med det alvorlige.

Af: Merete

Merete — Mon, 13 Aug 2007 16:09:35 +0000

LOL, Kirsten :-) Forrygende indlæg – og jeg kender jo selvsagt følelsen på egen krop hehe

Af: Kirsten

Kirsten — Mon, 13 Aug 2007 14:59:48 +0000

Tjaaa… Lige nu synes jeg bare, det er dine spørgsmål, der gør ondt…

Af: NikolajKJ

NikolajKJ — Mon, 13 Aug 2007 14:52:49 +0000

Hvad skyldes smerten? At vittigheden i virkeligheden slet ikke er sjov – eller selve det at der fortælles en vittighed?

Af: frovin

frovin — Mon, 13 Aug 2007 13:33:33 +0000

Jaaah, friske præster!

:thumbsup:

Din beskrivelse er lige i øjet. Vi har sikkert alle været der.

Og grinet?