Sidder lige og genlæser Kedsomhedens filosofi af Lars Fr. Svendsen (og det er nærmest trivielt at nævne det – men den er virkelig ikke kedelig). I en beskrivelse af filmen Crash behandler han forskellen på at det at transcendere (overskridelse mellem det endelige og det uendelige) og at foretage en transgression (overskridelse inden for det endelige). Vil ikke her bevæge mig ud i en langhåret udredning, men den gode Lars Fr. fik mig til at tænke over: Søger jeg reelt flere og flere æstetiske, kvalitativt forskellige oplevelser, eller søger jeg reelt samvær med Gud? Og kan jeg søge begge dele på een gang?
Finder nok ikke svaret her kl. 23.19, hvor jeg er temmelig ør af træthed … (og har chokolade-kvalme) hm… eller også gør jeg…
august 20, 2007 at 10:57 am
Spændende debat, det er igen det der med om vi ønsker et gudsbillede eller en gudsoplevelse der er skabt i vores eget billede oder so.
Hvordan bruger han Crash til det? (Og hvilken Crash – Cronenbergs eller Haggis’?)
august 21, 2007 at 7:57 am
Hov, havde ikke set din kommentar – nu har jeg ikke engang selv set filmen Crash – og bogen ligger derhjemme – men jeg vender lige tilbage…
august 22, 2007 at 8:42 pm
Det skulle være Cronenbergs Crash fra 1996. Ifølge L.F.S. benytter personerne i Crash sig af mere og mere ekstreme oplevelser, mere og mere ekstreme transgressioner for at overskride kedsomheden. Filmen handler kort fortalt om intetsigende mord og mekanisk sex mellem hovedpersonerne, og L.F.S. udlægger dette som:
“I en verden af immanens kan der ikke findes noget nyt, og det eneste, man kan gøre, er at at forsøge eller potensere en allerede eksisterende mening [via transgressioner, red.]. En måde at gøre dette på er gennem gentagelser. Enkelte hændelser opfattes som så mættede af mening, at en gentagelse af dem skule kunne overføre denne mening til dem, der gentager. Det er derfor, der (…) iscenesættes klassiske dødskollisioner” (s. 98)
august 22, 2007 at 9:22 pm
Så forstår jeg bedre.
Det eneste jeg transcenderede ind i under Haggis’s “Crash”, var drømmeland.