Der er næppe nogen tvivl om, at Thomas Blachman er ved at blive lidt af et fænomen. Remee kaldte i går Blachman for en “kultur-messias”. Hans kulturrevolutionære, avantgardistiske, anti-borgerlige, filosofisk-abstrakte – og temmelig rodede – udgydelser i mainstream-programmet x-factor har – udover lidt tilforladelige holdninger til om, han nu også er “for hård” ved deltagerne – også på mærkelig vis sat gang i en bred debat omkring “hvad der er god og dårlig smag”, “god og dårlig kunst”, “originalitet” og “metervare”, og på den måde løfter x-factor-programmet sig ud over den almindelige intetsigende realityshow- og quiz-produktion. Hvorfor er det egentlig Blachman kan fascinere så meget? Jeg mener, alle ser det immervæk; højtuddannede som lavtuddannede. Måske er det fordi, han ganske simpelt har nosser. Han er så uendelig ligeglad med, hvad folk mener om ham – hans “kulturelle revolution” kommer i første række. Og det fascinerer saftsuseme – også mig. Blachman er modkultur. Og det er jo kun så uendelig få af os andre, der er. Vi søger snarere ned i kældrene og danner f.eks. mærkelige kristne subkulturer. Men er vi modkultur? Og ved vi overhovedet, hvad det vil sige at være modkultur? Og har vi nosserne til at føre det ud i livet?
marts 15, 2008 at 12:11 pm
Det er ikke alt Blachmann-kultur, der er lige godt. Prøv f.eks. at lån alle plader, han udgave på det hedengangne Man Rec.
That said, jeg har ikke tv, men X-Factor er over det hele, og mandens passion er forbilledlig.
Jeg har engang interviewet Blachmann og Remee til skolebladet på mit gymnasium. Det er fuldstændig irrelevant, men jeg ville bare gerne lige sige det.
marts 15, 2008 at 4:33 pm
Jeg har ikke hørt en eneste af hans plader, så det kan jeg slet ikke udtale mig om.
Og jep, den sidste oplysning ER irrelevant.
marts 15, 2008 at 6:57 pm
Jeg er jo enig, Kirsten. Manden er jo en freak, men han er en kærkommen forandring på tv-skærmen. Og det med modkultur – jeps, vise ord!
Og så er jeg forøvrigt også fascineret over, at det lykkedes dig at lave en sætning på 67 ord… ;-)
marts 15, 2008 at 7:06 pm
@Merete: Jeg også ret fascineret af, at du tog dig tid til at tælle ordene. Blev det alligevel for kedeligt på Facebook?
(Ses i aften til pool og løjer…)
marts 15, 2008 at 7:51 pm
Hehe, hvorfor var det bare, jeg vidste, at jeg ville få en sviner tilbage i hovedet igen… Og nej, ganske rigtigt, jeg har ikke noget liv – hvilket tydeligt bliver bevist ved det faktum, at jeg har været inde på din blog tre gange i dag.
Men jeps, vi ses lige om lidt, snuskebasse!
marts 16, 2008 at 5:42 am
Enten hader man ham eller osse elsker man ham.
klip fra Aftenshowet 14/03/08 3 min.
Mads(Aftenshowet) taler med Signe Lindkvist (redaktør og tv-vært), Søren Rasted (producer og sangskriver), Søren Fauli (filminstruktør) om Blachman`s betydning for x-factor
marts 16, 2008 at 10:48 pm
desværre – jeg bryder mig ikke om, når folk bruger deres taletid til at sige hvad som helst – bla løfte sløret for deres lumre begær – Blachmann minder mig om en rigtig træls censortype – trust me – jeg har mødt en del af dem – at jeg så deler han kritik af Voca Loca og så meget andet pop, er noget helt andet!
marts 28, 2008 at 12:17 am
Hej Kirsten (og alle andre…)
Man kan sige meget om Blachmann, og her vil jeg også gerne sige lidt… Jeg syntes det er interessant at Blachmann ofte bruger trandencente begreber om musikken, og dens egentlige mening. Så vidt jeg kan se ligger det nærmest i hans bevidsthed at musik har en højere form end det tilsyneladende – et mål, en enhed, noget unikt i samspillet mellem mennesker.
@frovin: Hvis du en dag kommer til at interviewe ham igen, kan du så ikke spørge ham om hvor han tror drivkraften til denne højere enhed kommer fra?
marts 28, 2008 at 12:37 am
Lige en tilføjelse: Det interessante ved Blachman er ikke nødvendigvis Blachman i sig selv, men at han – som en temmelig mærkværdig, lidt verdensfjern, men visionær original – nærmest ved et lykketræf fejl(?)castes til et underholdningsprogram, der nok ville have været lige så seværdigt som varm på is, hvis han ikke var der. En vis originalitet er jo skræmmende sjældent til stede i den almindelige DR 1 aften-sendeflade, og Blachmans nærmest uhørt høje popularitet (og x-factors popu.) skyldes delvis netop denne sjældne tilstedeværelse… Men jeg håber ikke, han bliver den sidste original, der får sende- og taletid, i DR 1’s historie
@ Christian: Synes også, B.’s referencer til det transcendente er fascinerende – ikke fordi, jeg egentlig venter på, at han skal føre det tilbage til en “første årsag” (hvilket ville undre mig særdeles meget, hvis det rent faktisk skete)- men fordi jeg synes, det er temmelig lækkert, at der endelig i et musikprogram tales om, hvad musik egentlig er for en (metafysisk?) størrelse, og hvilken effekt den kan have på mennesker … – og ikke mindst i primetime med fredagsslik, hr. og fru DK og det hele. Det er da guf.