Nej, det er måske ikke en af U2’s absolut mest kreative og brilliante musikalske stjernestunder – til gengæld illustrerer nummeret meget godt det, jeg altid (de sidste 15 år) har elsket ved Bono – lidenskaben. Her kærlighedens lidenskabelighed – og indrømmet, fremført en lille smule 80′er cheesy – men I (piger!) kan mærke det, kan I ikke?
juni 23, 2008
juni 30, 2008 at 12:29 am
Ehh bum-bum, nu er det jo ikke for at såre dine Bono-følelser, men jeg tænker nok mere 80′er cheesy, end jeg tænker lidenskab, når jeg hører hans version af sangen. Men smag og behag… – og live hitter den med garanti!
Og tillykke med dit nye blogdesign. Det er da så tilpas trist at kigge på, at man kommer helt i novemberstemning.
Så fik jeg vist leveret dagens svinere. Ahh! ;-)
juni 30, 2008 at 8:55 am
Hmm… den blev jo også smækket på efter sidste lørdag, så alt har en naturlig forklaring ;). I dag, hvor jeg har fået mit kyniske mandags-jeg tilage, er jeg jo nok tilbøjelig til at give dig ret….