I onsdags fik jeg en lille hmm.. hvad skal man kalde det krise foran computeren på kontoret. Jeg var i gang med endnu en kirkelig organisationsrapport – og for at være helt ærlig – mistede jeg pludselig grebet om, hvad jeg egentlig var i gang med: Hvad er kirkens projekt? Hvad kan kirken tilbyde, som andre ikke kan gøre meget bedre? Hvad skal vi egentlig bruge kristendommen til? Hvorfor skal vi tro? Og er det, vi “skal” tro på, overhovedet værd at tro på?
Mine spørgsmål udsprang vel af tre sammenhængende forhold – en opvækst og en ret betydelig skoling i det, man kunne klassisk “luthersk” teologi: En teologi, der tilbyder mange – tilsyneladende – stringente, juridisk-logiske svar men ikke megen mening, nåde og relevans, 2) et arbejde, hvor jeg arbejder med kirkelige organisationer og institutioner, hvor det nogle gange kan være lidt uklart, hvor “udbredelsen af Guds rige” helt konkret kommer til udtryk 3) en institutionel kirke, der som udgangspunkt udgør en tung bagtrop, når det gælder socialt ansvar, miljø/klima- you name it. Og så sad jeg der og tænkte: Hvorfor i alverden sidder jeg ikke et helt, helt andet sted? Søren Ø., der efterhånden er vant til mine små eksistentielle kriser – og afledte udbrud – tog det ret roligt. Vi snakkede lidt om det, jeg blev nu ikke specielt afklaret og spurgte, hvad jeg helt konkret skulle gøre. Så pegede han op i luften. Op i himlen? Nej, op på boghylden. Han hev Doug Pagitt’s: A Christianity Worth Believing ned fra boghylden og opfordrede mig til at læse den. Og lad mig sige det med det samme. Jeg har ikke fået svar på alle mine spørgsmål – men jeg er blevet provokeret, udfordret, lettet osv – og bogen er måske begyndelsen på en proces, hvor jeg finder en kristendom, som det overhovedet er værd at tro på. Jeg har lige læst den sidste linje – og er slet ikke færdig med at bearbejde den. For at prøve at sammenfatte Pagitts mange pointer, præsenterer han en anden udgave af kristendommen, end den jeg er vokset op med – eller rettere – jeg har måske i et stykke tid intuitivt levet efter en anden udgave af kristendommen end den, jeg er “skolet” ind i, og Pagitt præsenterer altså en sammenhængende teologi, som på en eller anden mærkelig måde er i overensstemmelse med, hvordan jeg intuitivt opfatter kristendommen – men er i temmelig meget uoverensstemmelse med min “skoling”.
Jeg vil lige kort citere fra bogen i forhold til, hvad han mener, der er kristendommens gode nyheder (noget, jeg rigtig længe – måske bortset fra, da jeg læste “Hytten” – reelt har haft meget, meget svært ved at sætte bare en smule ord på)
For Jesus, the idea was not just that an individual would be in relationship with God and someday fly away to some other place but rather that people would find their purpose, their wholeness, their life through integration with God now and forever more. This is more than relationel connection, it is full interconnection with God and Jesus, creation and humanity. This was, and is, extremely good news (s. 92).
For mange emergent church-litteratur-læsere vil mange af Pagitts pointer måske ikke være specielt overraskende. Men jeg synes faktisk, at man bliver præsenteret for en sammenhængende teologi, der – helt kort – tager afsæt i Guds intention om, at vi er skabt til at blive hele mennesker i fællesskab med Gud (og at vi skal genoprette skaberværket!) og ikke, at vi kun skal tro på kristendommen og Jesus, fordi vi individuelt er glade for (og med himlen som gevinst!), at der er opnået en forsoning mellem en (vred) Gud og mig som et (syndigt) menneske … Nå, men der er sat en proces i gang. Jeg ville bare lige dele det første umiddelbare (forvirrende?) indtryk med jer, mine kære to læsere – og så klart opfordre jer til at læse bogen. Det kunne være ret sjovt at diskutere den.
P.S. Beklager, hvis det står lidt usammenhængende – det er bare mine umiddelbare tanker, og så er jeg lidt for træt til at læse det igennem … Så bær over med mig.
juni 16, 2009 at 8:09 am
Hey, det lyder da spændende og godt.
Jeg har også tænkt – måske den der intuitive ting, du taler om – at Guds gode nyheder i høj grad handler om genoprettelse. For os, for jorden etc. Vi skal komme til os selv, so to speak, det selv Gud har skabt os til at være.
Er det ikke i Hoseas’ bog der står noget om at Gud vil “helbrede vores frafald og elske os med glæde”. Synes det er så fint, det der med at det ikke bare drejer sig om tilgivelse, men om helbredelse af os. Det er vel dybest set det, genoprettelse er.
juni 16, 2009 at 9:32 pm
En meget inspirerende tilgang til teologien er bogen “Christian Thought Revisited” af Gonzáles. Han gennemgår de tre teologiske skoler fra henholdsvis Cartago, Alexandria og Antiokia og påviser, hvordan den juridiske tilgang, som helt overtager banen i vest, stammer fra type A-teologien, fra Cartago. Type C-teologien med udgangspunkt i Antiokia og med Irenæus som karakteristisk talsmand, taler om sygdom og sundhed (istedet for synd og nåde) vækst og befrielse fx. Type C-teologien (som primært overlever i Øst-kirken) har altså et helt andet sprog – helt andre og meget mere brugbare billeder, end dem, den vestlige teologi i dag sander fuldstændigt til i. Det er meget befriende og livgivende at beskæftige sig med. Der findes fuldgyldige og anderledes veje og måder. Også uden at det bliver overfladisk eller let.
juni 17, 2009 at 1:05 pm
Jeg læste den for nogle måneder siden og synes også den var dejligt provokerende. Den havde nogle meget interessante tanker, og han har helt sikkert en meget vigtig pointe i at alt for meget vestlig kristendom er fanget i græsk tænkning. (selvom jeg dog umiddelbart tror at Descartes er en større skurk end de gamle grækere..)
Nogle af hans tanker var dog lidt for langt ude, synes jeg, og hans forsøg på at overkomme alt den græske indflydelse, var, så vidt jeg husker, at gå tilbage til en mere hebraisk tankegang (tilgiv mig hvis jeg husker forkert) og jeg ved ikke helt om jeg synes det er vejen frem. Bibelen skal læses i nutiden, præge den kultur vi har nu og have lov til at træde frem på nye måder. Men det mener han måske også, det fremgik bare ikke helt så tydeligt hvordan han ville overvinde den græske indflydelse.
juni 17, 2009 at 6:35 pm
Det var hele tre læsere. Jeg er den fjerde, men har ikke meget at byde ind med. God læsning Kirsten, det lyder godt, spændende og fremadrettet. Alle har brug for Gud, men det kan til tider være svært at redegøre for hvorfor – også for en træt missionær.
Kram fra de varme lande.