film


Frygtelig lykkelig (2008)
Sjældent har Kim Bodnia spillet så godt, og sjældent har marskens nøgterne og melankolske horisonter udgjort en så eminent ramme om en særdeles godt fortalt historie. Sønderjysk poetisk og grotesk komedie-western-drama på et højt, højt plan. Det må klart være den bedste film i år.
5/6

Quantum of Solace (2008)
Og så går jeg vel fra årets bedste film til det, der – fra mit perspektiv – vel må være årets værste af slagsen. Hvor historien og billedsiden på fornem vis arbejder sammen i Frygtelig Lykkelig, arbejder de nærmest decideret mod hinanden i Quantum of Solace – den nye James Bond-film (og da vist uden sammenligning i øvrigt!). Et plotmæssigt makværk af en film, som ovenikøbet er nærmest systematisk dårligt klippet – og nej, jeg fik vist aldrig set den færdig. Til gengæld blev det sidste af filmen afløst af et par ualmindeligt gode Strawberry Daiquiries (Ja, der skulle et Google-opslag til for at få den rette stavning), som jo i den grad er et stille modspil til årstiden i al dens gru.
(0/6) (Eftersom jeg ikke orkede at se den færdig – og det, jeg så, i den grad suttede)

frygteliglykkelig2

Jørgen og Robert i aktion. Fantastisk scene i øvrigt!

Min ex-specialemakker Lotte sendte denne video ind til Videomarathon sidste år under temaet “Løgne”. Synes faktisk, den er meget sej (den blev indspillet og redigeret på et par timer)… http://www.youtube.com/watch?v=YbF_NR-T5PM#

I år afvikles Videomarathon d. 22.-24. august.

En uafrystelig præstation.

Måske – men jeg kan vitterligt ikke vente

indy.

“Drageløberen/The Kite Runner”. Gribende, politisk skildring af to drenges klassebestemte skæbne i et Afghanistan på vej mod afgrunden og en usentimental beretning om at gøre ondt godt igen. Den gik lige i hjertekulen. Frygtindgydende god. 5,5/6

kite-runner.jpg

Aimee Mann – Save Me

Har ikke højttalere på denne PC, så jeg ved vitterlig ikke, hvor god kvaliteten er. Men nummeret/videoen (og filmen for den sags skyld) er fed, så vi satser …

Måske er jeg ignorant. Måske mangler jeg udsyn og perspektiv. (I dette tilfælde) er det nok bare mest sandsynligt, at jeg tilhører den forkerte generation. Sagen er, at jeg vitterligt aldrig har set en eneste Ingmar Bergman-film. Så når jeg læser, at Woody Allen begræder “en stor, stor kunstners død osv”, ligner jeg mest af alt et stort spørgsmålstegn. Men det er nok bare mig – og så måske også de fleste andre i min generation.

ingmar_bergman_smultronstallet.jpg
Ingmar Bergman (R.I.P.). En stor kunstner? Har (desværre) ingen anelse.

En hurtig filmanmeldelse:
Jackie (Kate Dickie) arbejder på en overvågningscentral i det trøstesløse Glasgow. Hver dag overvåger hun parkeringspladser, veje, skumle gyder m.m. i en by, hvor kvarterløft bestemt ikke er et politisk hot topic. Jackies liv er ikke en fest: På sine overvågningsskærme er hun vidne til små og store skæbner og episoder, som hun ikke kan tage del i, ved fyraftenstid trisser hun hjem til sin tomme lejlighed, og hver fjortende dag har hun en fast aftale med en mand om “lige at køre ud på en mark i hans bil” …

En dag tager hendes liv midlertid en uventet drejning, da en særdeles bekendt mand pludselig dukker op på en af monitorerne. Filmen udvikler sig hér fra at være en trist hverdagsbeskrivelse til en temmelig nerverpirrende krimi …

Hovedpersonerne spiller formidabelt, og billederne af boligblokkene i Glasgow er en passende, brutal ramme om hovedpersonernes traumatiske oplevelser …

Det er bestemt ikke en feel-good film, og vi skulle da også lige sunde os bagefter, før vi var nogenlunde ovenpå igen og havde lyst til at fortsætte vores tilværelse… Selvom filmen derfor skuespilmæssigt og på billedsiden er fremragende, er der alligevel så meget tristesse (som jo på en eller anden måde virker malplaceret kl. 11.30 en tirsdag formiddag), at det nok desværre går en smule ud over karaktergivningen …

Så: 4/6

“Read Road”, instruktør Andrea Arnold
redroad_iw.jpg