Som oftest bliver man jo gerne en smule lang i blikket, når ens forældre begynder at berette om, hvordan de i deres ungdom i 1960′erne med møje og besvær stillede ind på Radio Luxembourg – den eneste radio, der duede.
Men hvad er det lige, man allerede nu kan fortælle? Godt nok var der mange radio-kanaler, da man selv rendte rundt som fjoget teenager – men information om specifikke bands før internettets dage var stærkt utilgængelig. Jeg husker jo (åh, jeg lyder gammel – okay, jeg er gammel!), hvordan jeg som 16-årig U2-fan i 1994 ikke havde nogen som helst idé om, hvornår den næste U2-plade ville udkomme (der skulle så gå ikke mindre end tre år), hvornår U2 skulle på turné igen osv. I dag sørger store U2-portaler selvfølgelig for, at jeg på minutbasis – hvis jeg orker det – kan få styr på rygter – og reel information! – om titler, numre, producere, setlister osv. De 70 mio hits om U2 på Google sørger for resten. Men hvad gjorde man dengang, hvis man ville skaffe sig adgang til lidt information om eller de nyeste singler fra ens yndlingsband? Well, der skulle kæmpes for kærligheden til Bono & Co.:
