1. Brian Eno: Another Green World, 2010, (Nicola Roberts)

Okay, indrømmet, jeg er primært stødt på Brian Eno som U2′s mere eller mindre faste producer gennem de seneste par årtier (Hvor han både har frembragt mesterværker og et enkelt makværk). Når han ikke er producer, betegner mange ham som ambientmusikkens guru. Jeg ville nok ikke stæse ud og investere i hans musik, men han er særdeles interessant og sympatisk som menneske, og dokumentarfilmen om ham er vel nærmest et mesterværk. Hans tanker om musik som et resultat af igangsatte tilfældigheder og filmens svimlende smukke billedside går op i en højere enhed. Virkelig ret fantastisk. Og så har han en sød kat.
5/6

2. Aung San Suu Kyi – Lady of no Fear, 2010, (Anne Gyrithe Bonne)
Personligt og vedkommende portræt af den nu løsladte Aung San Suu Kyi. Jeg kunne nok godt have tænkt mig at vide mere om hendes politiske rolle. Der var for meget om hendes privatliv, der var sådan lidt “nå”. Som debatpanelet bagefter diskuterede: Er hun først og fremmest et samlende ikon for Myanmars befolkning – og måske i mindre grad en velfungerende politiker? Det var et tema, filmen slet ikke forholdt sig til …
4/6

3. David Wants To Fly, 2009, (David Sieveking)
David Lynch er ikke bare filminstruktør – men har åbenbart også pænt store aktier i den amerikanske transcendentale meditations-industri. Det vidste man ikke, vel? Filmen er en mere eller mindre vellykket skildring af instruktørens individuelle pilgrimsrejse og hans mere eller mindre kiksede afslørende journalistik. Jeg ved ikke rigtig – instruktøren er hovedrolleindehaver – og er bare lidt for smart. Og skal man egentlig have sådan nogle Woody Allen-kassebriller som instruktør? Men helt vellykkede billeder af og til.
3/6

4. The Colony, 2009, (Carter Gunn & Russ McDonnell)
Jeg troede lidt, det skulle handle om dette - men det handlede mere om en eller anden ligegyldig amerikansk, religiøs fundamentalistisk “bekeeper”-familie, hvor de tre sønner i familien alle havde skjorterne “tucked in their pants” og vel egentlig bare burde udsættes for mild tortur. Den glæde fik vi som publikum desværre ikke, og det hele gik desværre hen og blev lidt halvkedeligt.

2/6

Og så har vi bundskraberen:

5. The Arbor, 2009, (Clio Barnard)
Dårlig, dårlig idé: Optag et autentisk/realistisk drama på bånd, find derfor nogle skuespillere, der skal lipsynce samme drama. Jeg ved ikke med jer, men det fungerer bare ikke for mig at høre en eller anden stemme, som man kan høre, er optaget med ca. 2 cm. afstand fra mikrofonen i et professionelt studie, og så få en skuespiller ude i en kostald til at lypsynce samme optagelse – det fungerer bare ikke. Og så er lypsyncing altså en virkelig svær disciplin. Man kan jo se, det er lypsync. Clio, det fungerer virkelig, virkelig ikke.  Så .. nej.

1/6

Brian Eno holder, og dokumentarfilmen Another Green World er altså et lille mesterværk …

Klaustrofobisk og mesterlig filmmusik – gode skuespilpræstationer – har aldrig set så mange tatoveringer – hvis den danske fængselsvirkelighed blot afspejler 1/100 af filmens univers, er man stjernepsykopat, hvis man ønsker længere fængselsstraffe – simpel handling – gå med på fængselshierarkiets regler – eller dø – blændende god billedside – morgenkaffe har fået en helt ny betydning – gik ud af biografen lettere chokeret og med tårer ned ad kinderne.

Og en hurtig karakter: 5/6

Men billedet springer jeg altså over denne gang.

Albanien er et sydende og strittende konglomerat af tyrkisk kultur, sydeuropæisk stemning og vesteuropæisk åbenhed (på den fede måde). Med andre ord – du skal virkelig være en hård hund, hvis ikke landet tager dig med storm. Vi kommer på ingen måde uden om den uhyre fattigdom og de mange menneskelige tragedier – det er i den grad med til at præge landet. Lad os dog kigge lidt på, hvorfor Albanien er et godt bud på “bedste upcoming”:

• Albanerne er uhyre gæstfrie. Jeg har personligt aldrig oplevet noget lignende. De er heller ikke specielt skeptiske over for turister – måske fordi denne gruppe (endnu ikke) valfarter til landet.
• Der er hamrende billigt. 5 kr. for en cappucino og 30 kr. for 2,5 times køretur.
• Der er over alt dømt anti-Ørestad. Hvert eneste vej, gadehjørne, gyde, baggård emmer af liv.
• Albanien er smuk. Der er så fotogent, at man bare skal tage sit lille kamera frem et tilfældigt sted – og du vil med garanti få et skævt, kantet og farverigt billede.
• Der er tolerant. Det ateistiske/moderat muslimske land rummer de fleste religioner.
• Albanien er kaotisk og anarkistisk – men det fungerer.

Der er ikke andet for – Albanien er kommet for at blive, og du skal besøge det!

Et hus i Durres, en større havneby på Albaniens vestkyst.

En uafrystelig præstation.

Havde faktisk for flere år siden opgivet at finde “kristen musik” (beklager betegnelsen – er fattig på ord) udover U2 og visse soloartister – som mere eller mindre eksplicit beskæftiger sig med kristne temaer – som jeg kunne holde ud at høre på. Derfor var det en lille optur at bumpe ind i kloster, som mere end blot nogenlunde rammer min musikalske smag. Måske der er andre talentfulde bands derude i den alternative (elektroniske, ambiente m.v.) genre, som det kunne være at tjekke ud? Det er der jo nok – jeg skal bare lige finde dem. Og nu er jeg optimistisk.

Finder nok ikke svaret her kl. 23.19, hvor jeg er temmelig ør af træthed … (og har chokolade-kvalme) hm… eller også gør jeg…

Ingmar Bergman (R.I.P.). En stor kunstner? Har (desværre) ingen anelse.

En dag tager hendes liv midlertid en uventet drejning, da en særdeles bekendt mand pludselig dukker op på en af monitorerne. Filmen udvikler sig hér fra at være en trist hverdagsbeskrivelse til en temmelig nerverpirrende krimi …

Hovedpersonerne spiller formidabelt, og billederne af boligblokkene i Glasgow er en passende, brutal ramme om hovedpersonernes traumatiske oplevelser …

Det er bestemt ikke en feel-good film, og vi skulle da også lige sunde os bagefter, før vi var nogenlunde ovenpå igen og havde lyst til at fortsætte vores tilværelse… Selvom filmen derfor skuespilmæssigt og på billedsiden er fremragende, er der alligevel så meget tristesse (som jo på en eller anden måde virker malplaceret kl. 11.30 en tirsdag formiddag), at det nok desværre går en smule ud over karaktergivningen …

Så: 4/6

“Read Road”, instruktør Andrea Arnold