En hurtig anmeldelse fra et de største øjeblikke i mit liv (ved sæføli ikke, om det siger mest om U2 eller mit liv .. anyway …)

Koncerten, som den så ud 2. række lige m.f.  (Nogle billeder + dårlig video følger på FB/youtube engang)

Breathe: Power, power! Fælleshop og sang – lyden var endnu bedre end i Berlin. Alt var krystalklart … ved ikke, om det skyldtes det sted, jeg stod…Alle viftede med hvidt – noget, den store svenske fangruppe havde fået op at stå. Bandet blev tydeligt rørt 10/10

No Line On The Horizon: Det lød som om, alle kunne kunne teksten til denne – super tempo. 9/10

Get On Your Boots: Skulle holde på hat og briller :-D … Lift off, og så nød jeg jo bare (hvilket andre nok var en smule træt af) at Bono hovedsageligt befandt sig på hovedscenen. Han løb mindre rundt end i Berlin. Fuld gas. The Edge var virkelig – for at anvende en Bono-cliché – “on fire” …10/10

Magnificent: Væsentligt bedre end i Berlin, hvor der også var en smule lydproblemer på guitaren. Wow.10/10

Beautiful Day / Rain (snippet): Mine svenske venner – og jeg – gik amok igen. Meget, meget smuk version med Bono på rampen. 10/10

One / She’s A Mystery To Me (snippet): Meget gribende version af One – Bono blev rørt et par steder og skulle lige holde tårerne tilbage – og elsker She’s a mystery, så det var en super overraskelse. 10/10

Until The End Of The World Vanvittig. For vild. Sindssyg. Amok. Mirakuløst. 10/10

Desire / Don’t Stop ‘Til You Get Enough (snippet) Super version – men er nok personligt bare lidt Desire-træt. 8/10.

Stuck In A Moment You Can’t Get Out Of: Er absolut ikke en af mine yndlingsnumre (synes, den er gumpetung og tænkt), men jeg må sige, jeg var imponeret. Meget sjælfuld og fællessang, 9/10

Unknown Caller: Meget smuk version – men brugte det meste af tiden på at fumle med mit kamera. Typisk – uden karakter.

The Unforgettable Fire: Tilbage i kampen igen – oh my – stod bare og nød mit frie udsyn, stemningen, lyset i røgen, Bono’s brede grin og den helt igennem fantastiske lyd. 10/10

City Of Blinding Lights: Fortsatte stemningen fra UF. Kunne også se lidt af lysshowet 10/10

Vertigo Kom svenskere og dans med mig! Er du sindssyg, det rykkede! Vanvittig energi 10/10

I’ll Go Crazy If I Don’t Go Crazy Tonight: Publikum var helt overstadige. ****, jeg elsker det remix. Vi havde den vildste teknofest foran – og Bono var så meget på 10/10

Sunday Bloody Sunday / Rock The Casbah (snippet) Mere energisk end i Berlin – følte mig hensat til en Under Blood Red Sky-stemning.10/10

Pride (In The Name Of Love) Synes nogle gange – og der vil jeg give et par af sætliste-kritikerne ret – at den er blevet overspillet. Men my goodness, den rykkede – det lød som om, det var første gang de spillede den! Woo-hoo 10/10

MLK Så smuk, så smuk – det nummer er bare for kort :) 10/10

Walk On / You’ll Never Walk Alone (snippet) Er altså ikke så meget til Walk On – men stemningen var forrygende 8/10

Where The Streets Have No Name / All You Need Is Love (snippet) Det plejer jo at være et højdepunkt, og det var det sådan set også, men fordi de andre numre havde været så energiske, virkede den sådan nærmest lidt småtam … Nummeret var altså ikke dårligt i sig selv – kom bare til at stå lidt i skyggen af de andre … :) 9/10

Ekstranumre:
Ultra Violet (Light My Way) EELSSSKER det nummer og den version. Enough said 10/10.

With Or Without You: Som udgangspunkt en crowdpleaser but they nailed it 10/10.

Moment of Surrender:  Så absolut hjerteskærende smuk – gik lige i hjertet – og i hårrødderne … 10/10

Pyha, en mirakuløs koncert – som fik mig til at glemme et 2 timers skybrud om morgenen, 12 timer i kø, og at vi stod som en sild i en tønde i nogle timer i køen et par gange, fordi nogle åbenbart troede, at vi skulle lukkes ind på stadion ved 2-tiden og derfor rejste sig ..

Hurtigt nedskriblede noter dagen derpå:

What a show – what a night! Bortset fra sure 11 timer i kø plus en mere eller mindre nærdødsoplevelse ved indgangen til indre cirkel (vi kom dog ind sammen med 4000 andre heldige og havnede i fjerde række foran scenen :D), var dagen helt fantastisk …!! Showet fik mig til at glemme alle pinsler … Bandet, især Bono, var i absolut topform, og der var mange mindeværdige højdepunkter – en lille hurtig gennemgang:

Breathe – næsten det “dårligste” nummer i løbet af aftenen. Synes ikke, det funker som åbningsnummer. Men så var vi i gang 7/10

No Line On The Horizon: Super udgave – 9/10

Get On Your Boots – er egentlig ikke den store fan af nummeret, men den sparkede virkelig røv! 10/10

Magnificent – blev nu ikke den overnaturligt fantastiske oplevelse, jeg havde regnet med – af den simple grund, at Bono fes rundt et andet sted (det er så ulempen ved 360-grader scenen …) – men stadigvæk smukt … Og brugte desuden lidt tid på at ærgre mig over, at mit lommekamera (efter 5 trofaste år oder so) døde, lige som jeg skulle tage et billede af Bono – argh!! 8/10

Beautiful Day – Here Comes The Sun – smukt, smukt 10/10

Mysterious Ways – jeg var helt solgt, 10/10

I Still Haven’t Found What I’m Looking For – så godt kan et gospelkor ikke gøre det – Olympia Stadion vuggede 10/10

Angel of Harlem – Man In The Mirror – måske var det meget fedt for de tre gutter, der var deropppe – for mig var det sådan lidt øh, nå – lidt af en showstopper. 7/10

Stay (Faraway, So Close), super udgave 10/10

Unknown Caller – er ikke den store fan af nummeret på pladen, men den får helt nyt liv live – og meget fint med Bono’s lille joke til sidst, enter here .. nå nej … 10/10

The Unforgettable Fire, wow, de trommer kunne få enhver i gulvet, fantastiske lys og farver 10/10

City of Blinding Lights, den var jeg måske helt så meget oppe at ringe over – måske fordi den lissom hørte sidste turné til. Det nummer er bare ikke en klassiker for mig – men stadigvæk super udført 8/10

Vertigo – kan ikke huske andet end, at jeg dansede som en VANVITTIG sammen med de ellers ret træge tyskere. 10/10

I’ll Go Crazy If I Don’t Go Crazy Tonight – har aldrig oplevet noget lignende – fuldstændig eminent teknofest med Bono’s i øvrigt helt formidable stemme on top. WOW! 10/10.

Sunday Bloody Sunday 10/10

Pride 10/10

MLK – meget, meget smuk med den “irske tone” – 10/10

Walk On – er ikke så meget til Walk On – faktisk er det en af de numre fra ATYCLB, jeg mindst af alt kan lide – men den kørte okay – var dog nok – sammen med Breathe – en aftenens mindre højdepunkter. 7/10

Where the Streets Have No Name
Her var trætheden ved at sætte ind – så der blev hoppet mindre end normalt – men stadigvæk pragtfuldt 9/10

One – “put out the lights” – en meget smuk udgave 10/10

Ultraviolet – besvimelsen nær – fuldstændig overvældende 10/10

With or Without You
Meget, meget smuk 10/10

Moment of Surrender
Hjerteskærende smuk – og Bono endte med at falde på knæ lige 10 meter fra, hvor jeg stod – oh Boy…

Alt i alt helt, helt fantastisk – sætlisten kunne være bedre, men performancen var så eminent, at det ikke gjorde den store forskel… Og glæder mig endnu bedre til Göteborg

http://www.youtube.com/watch?v=QIHFhDCavUg

Jeg var storfan ca. et halvt år i 9. klasse, var for ung til at være med på hele “Thriller”-bølgen, så det var faktisk pladen Dangerous (1991), jeg lyttede mest til – lige inden jeg opdagede U2, REM, Radiohead, britpop-bølgen osv.

Dette nummer lyttede jeg meget til og er vel i for sig passende i denne sammenhæng. Nummeret er temmelig sentimentalt, men siger alligevel en hel del om hans enorme stemmekapacitet … R.I.P.

Jeg elsker at være i DK fra ca. maj til oktober. Resten af året kan jeg til gengæld ikke rigtigt klare at være her, så i år har jeg grebet det så snedigt an, at jeg skubber det meste af min ferie til januar.

Anyway, hvad byder sommeren på? Eftersom det meste af ferien er skubbet, er det mest weekendplaner, men de er også okay … Laver lige en hurtig liste:

2 gange U2 i Berlin og Göteborg. Det bliver virkelig sommerens helt, helt store højdepunkter – jeg glæder mig som et lille barn! :)

Har lidt rejsegodtgørelse, så tager et smut til Stockholm – har aldrig været der, så glæder mig til at se den. Det skulle være en smuk by.

Min fars familie ejer et lille – men fungerende sommerhus – ved Sønderhav, Sønderjylland. Det har en helt fantastisk beliggenhed – har de allerbedste sommerferieminder derfra. Smutter derned i en lille uges tid og glæder mig til sejlads, ild i den udendørs kamin, at se over på lysene i Glücksborg, bøger, Okseøerne, krabbefangst, fuglekiggeri (nå,  ja) og masser af gode is.

Hmm.. det var vel kun et sted, der havde noget med DK at gøre. Nå, men derudover står den på lidt kanotur, grillfester, forhåbentlig masser af badning ved Amager Strand, kolde øl og lyse sommeraftener. Oh yeah.

Hvad byder din sommer på?

I onsdags fik jeg en lille hmm.. hvad skal man kalde det krise foran computeren på kontoret. Jeg var i gang med endnu en kirkelig organisationsrapport – og for at være helt ærlig – mistede jeg pludselig grebet om, hvad jeg egentlig var i gang med: Hvad er kirkens projekt? Hvad kan kirken tilbyde, som andre ikke kan gøre meget bedre? Hvad skal vi egentlig bruge kristendommen til? Hvorfor skal vi tro? Og er det, vi “skal” tro på, overhovedet værd at tro på?

Mine spørgsmål udsprang vel af tre sammenhængende forhold – en opvækst og en ret betydelig skoling i det, man kunne klassisk “luthersk” teologi: En teologi, der tilbyder mange – tilsyneladende – stringente, juridisk-logiske svar men ikke megen mening, nåde og relevans, 2) et arbejde, hvor jeg arbejder med kirkelige organisationer og institutioner, hvor det nogle gange kan være lidt uklart, hvor “udbredelsen af Guds rige” helt konkret kommer til udtryk  3) en institutionel kirke, der som udgangspunkt udgør en tung bagtrop, når det gælder socialt ansvar, miljø/klima- you name it. Og så sad jeg der og tænkte: Hvorfor i alverden sidder jeg ikke et helt, helt andet sted? Søren Ø., der efterhånden er vant til mine små eksistentielle kriser – og afledte udbrud – tog det ret roligt. Vi snakkede lidt om det, jeg blev nu ikke specielt afklaret og spurgte, hvad jeg helt konkret skulle  gøre. Så pegede han op i luften. Op i himlen? Nej, op på boghylden. Han hev Doug Pagitt’s: A Christianity Worth Believing ned fra boghylden og opfordrede mig til at læse den. Og lad mig sige det med det samme. Jeg har ikke fået svar på alle mine spørgsmål – men jeg er blevet provokeret, udfordret, lettet osv – og bogen er måske begyndelsen på en proces, hvor jeg finder en kristendom, som det overhovedet er værd at tro på. Jeg har lige læst den sidste linje – og er slet ikke færdig med at bearbejde den. For at prøve at sammenfatte Pagitts mange pointer, præsenterer han en anden udgave af kristendommen, end den jeg er vokset op med – eller rettere – jeg har måske i et stykke tid intuitivt levet efter en anden udgave af kristendommen end den, jeg er “skolet” ind i, og Pagitt præsenterer altså en sammenhængende teologi, som på en eller anden mærkelig måde er i overensstemmelse med, hvordan jeg intuitivt opfatter kristendommen – men er i temmelig meget uoverensstemmelse med min “skoling”.

Jeg vil lige kort citere fra bogen i forhold til, hvad han mener, der er kristendommens gode nyheder (noget, jeg rigtig længe – måske bortset fra, da jeg læste “Hytten” – reelt har haft meget, meget svært ved at sætte bare en smule ord på)

For Jesus, the idea was not just that an individual would be in relationship with God and someday fly away to some other place but rather that people would find their purpose, their wholeness, their life through integration with God now and forever more. This is more than relationel connection, it is full interconnection with God and Jesus, creation and humanity. This was, and is, extremely good news (s. 92).

For mange emergent church-litteratur-læsere vil mange af Pagitts pointer måske ikke være specielt overraskende. Men jeg synes faktisk, at man bliver præsenteret for en sammenhængende teologi, der – helt kort – tager afsæt i Guds intention om, at vi er skabt til at blive hele mennesker i fællesskab med Gud (og at vi skal genoprette skaberværket!)  og ikke, at vi kun skal tro på kristendommen og Jesus, fordi vi individuelt er glade for (og med himlen som gevinst!), at der er opnået en forsoning mellem en (vred) Gud og mig som et (syndigt) menneske … Nå, men der er sat en proces i gang. Jeg ville bare lige dele det første umiddelbare (forvirrende?)  indtryk med jer, mine kære to læsere – og så klart opfordre jer til at læse bogen. Det kunne være ret sjovt at diskutere den.

P.S. Beklager, hvis det står lidt usammenhængende – det er bare mine umiddelbare tanker, og så er jeg lidt for træt til at læse det igennem … Så bær over med mig.

Har du det også sådan, at min blog er gået en lille smule død? Og har du det også sådan, at du ikke kunne være mere ligeglad?

Anyway, jeg vil da lige skrive – nu jeg er gået i gang – at jeg glæder mig over det flotte valgresultat til SF- og måske – tre mandater.

Og til jer på FB (her tænker jeg særligt på gode Kafka og gode Fro) – tak for snakken undervejs …

livet er ved at blive godt og smukt igen, og fordi jeg glæder mig som et lille barn til Göteborg og Berlin!!

i hvert fald for en aften – min nye yndlingsøl. Måske på sigt Leffens afløser?

Og måske det kunne give mig anledning til at spørge: Hvad er din yndlingsøl? Hvad skal prøves?

Danskere kender ikke fødevarers klimapåvirkning

Op imod 30 procent af den vestlige verdens CO2-udledning skyldes fødevareproduktionen, men det er mange danskere ikke klar over, viser ny undersøgelse offentliggjort i dagbladet Børsen.

41 procent af deltagerne i undersøgelsen, som er foretaget af rådgivningsvirksomheden AgroTech, er ”enige” eller ”helt enige” i udsagnet ”Fødevarer er ikke de store syndere – det er vigtigere at skære ned på el- og benzinforbrug”. Kun 22 procent er uenige.

Samtidig er kun 6 procent enige i udsagnet ”Når jeg køber fødevarer, tænker jeg over, om de har udledt for meget CO2 under produktionen”.

Kilde: Børsen

Politiken kunne berette, at et online-magasin udnævner København til verdens bedste cykelby. Det er jo i og for sig en god nyhed.

Men kom ikke her og prak os en solstrålehistorie på. Vi vil hellere ha’ død, ødelæggelse og dårlige vibes, vil vi. De efterfølgende to læserkommentarer på artiklen lød:

Læser #1, København:
Så mangeler vi jo bare nogen cyklister der ikke kører som idioter. Over for rødt, imod retning over fodgængerovergange og på fortove. Og nej jeg er ikke bilist, men cyklist.Ville sku være dejligt hvis flere cyklister kunne vise mere hensyn, man kommer ikke senere af det.

Læser #2, Frederiksberg
Ja og så kan CykelTerroren udfolde sig i endnu mere vilde og vanvittige former.At cykle mod/med de cyklister hvis “empati”/egoisme gør en cykeltur nærmest livsfarlig, og ofte konfliktskabende, så værsgod.Det giver ingen mening med cykleri når vi haret cykeltyrani der vokser med lynets hast, og de der udøver den lærer deres små børn hvordan “jeg” som cyklist bare skal frem.

Hold nu bare kæft.

ham her vil I ikke have …. vel?

Hvad hørte jeg egentlig, da jeg var ung og bly? Ja, det kan jeg knap nok huske, men da jeg fandt ud af, at jeg havde smidt mine gamle optage-kassettebånd ud, måtte jeg jo gå i gang med detektivarbejdet på Google og Youtube (Det kan faktisk være temmelig svært at huske, hvem der har skrevet hvilket nummer, og hvornår man rent faktisk råhørte det … ). Det begyndte med, at jeg bare lige ville finde ud af, hvad jeg hørte i 1992, men så blev det ligesom lidt sjovt, og jeg fortsatte listen til 1997, hvor jeg efterhånden stoppede med at følge med i, hvad der rørte sig på hitlisterne – og i tidens musik i det hele taget … Og siden har jeg været håbløst bagud og bliver mere og mere bagstræberisk (Jeg mener, jeg har lyttet til Janis Joplin hele weekenden)

1992 (14 år)

Whitney Houston: I Will Always Love You
KWS: Please Don’t Go
Charles and Eddie: Would I Lie To You
Madonna: Like A Prayer
Roxette: Listen To Your Heart
Ace of Base: All That She Wants
Queen: Bohemian Rhapsody
Annie Lennox: Walking on Broken Glass
Alannah Myles – Black Velvet

1993:
Enigma: Return to Innoncense
4 Non Blondes: What’s up
Spin Doctors: Two Princes
R.E.M.: Everybody Hurts
Duran Duran: Ordinary World

1994:
Paul McCartney: Hope Of Deliverance
Soundgarden:  Black Hole Sun
Weezer: Buddy Holly
Bruce Springsteen: Streets of Philadelphia

Everything But The Girl: Missing
The Cranberries: Linger
Michael Jackson: Will You Be There
U2: The Fly
U2: Lemon
U2: The Unforgettable Fire

1995:
Blur: Country House
Oasis: Whatever
Alanis Morisette: Ironic
Björk: It’s oh so quiet
Faithless: Insomnia
Pulp: Common people

1996:
Depeche Mode: In Your Room
Jamiroquai: Virtual Insanity
Underworld: Born Slippy
No Doubt: Don’t speak
Suede: Trash

1997:
Green Day: Basket Case
Radiohead: Android Paranoid
The Verve: Bittersweet Symphony
U2: Discotheque
Prodigy: Firestarter

Listen er kun lige begyndt – den bliver formentlig en hel længere, efterhånden som jeg husker tilbage og finder nogle flere videoer. Det er sjovt at finde ud, hvad der rent faktisk har været “soundtracket” til ens liv. ..

N.B. Årstallene refererer ikke nødvendigivs til udgivelsesår, men til de år, hvor jeg mindes, numrene var i rotation (på min båndoptager/cd-afspiller).

http://politiken.dk/tjek/bolig/energi/article652626.ece

som faktisk kan ende med at være billigere end dit nuværende?

i al hip (?) Twitter-hast gøre opmærksom på mine tre nye blogs:

http://greengossip.wordpress.com (om klima, miljø m.v.)
http://kisserfilm.wordpress.com (om film)
http://ayersrock.wordpress.com (om min – forhåbentligt – kommende vintertur til Australien …)

Og hvorfor opretter jeg nye blogs, når jeg knap nok blogger på den gamle? Se, det vil jeg jo nødig svare på …