Se: http://kisserfilm.wordpress.com
Låt den Rätte Komma In (2008)
Jeg havde skimmet de glødende anmeldelser (læs: antallet af stjerner), så det var først, da jeg sad i biografstolen, at det gik op for mig, at jeg skulle overvære noget så sjældent som en socialrealistisk horror-film. Jep. Jeg har aldrig set noget lignende. Jeg er all in, når det gælder socialrealisme, men til gengæld på akut flugt, når det gælder horror-film. Men jo, på sin egen absurde måde fungerer den sjældne hybrid faktisk. Billedsiden er blændende, og skuespilpræstationerne er i top – til gengæld er plottet ton- og indholdsløst. Så det må blive:
4/6
Yes Man (2008)
Nogle gange skal man bare ikke give efter for popcorn-duften, når man vader forbi en biograf.
2/6
The Good Fellas (1990)
En ultimativ gangstafilm af Martin Scorsese – meen kunne nok alligevel ikke helt lade være med at irritere mig over de obskure, stereotype kvinderoller. My goodness, samtlige kvinder bliver fremstillet som om de har en IQ, der svinger mellem 20-30 stykker. Men når det lykkedes mig at se bort fra det, kunne jeg dog nyde en gedigen (og temmelig blodig) bang-bang-film.
3/6
The Departed (2006)
Temmelig medrivende thriller – ligeledes af Martin Scorsese. Jack Nicholsen lykkedes faktisk som gangster-boss.
4,5/6
Quantum of Solace (2008)
Og så går jeg vel fra årets bedste film til det, der – fra mit perspektiv – vel må være årets værste af slagsen. Hvor historien og billedsiden på fornem vis arbejder sammen i Frygtelig Lykkelig, arbejder de nærmest decideret mod hinanden i Quantum of Solace – den nye James Bond-film (og da vist uden sammenligning i øvrigt). Et plotmæssigt makværk af en film, som ovenikøbet er nærmest systematisk dårligt klippet – og nej, jeg fik vist aldrig set den færdig. Til gengæld blev det sidste af filmen afløst af et par ualmindelige gode Strawberry Daiquiries (Ja, der skulle et Google-opslag til for at få den rette stavning), som jo i den grad er et stille modspil til årstiden i al dens gru.
(0/6) (Eftersom jeg ikke orkede at se den færdig – og det, jeg så, var intet mindre end elendigt)
Frygtelig lykkelig (2008)
Sjældent har Kim Bodnia spillet så godt, og sjældent har marskens nøgterne og melankolske horisonter udgjort en så eminent ramme om en særdeles godt fortalt historie. Sønderjysk poetisk og grotesk komedie-western-drama på et højt, højt plan. Det må klart være den bedste film i år.
5/6
“Hush, hush” – L.A. Confidential (1997)
Har købt den for laaang tid siden og tænkte, at jeg lige så godt kunne se den, når jeg nu alligevel lå og var lidt halv-krank. Velsmurt, -fungerende og -spillet thriller (med et plot, hvor man virkelig skulle holde tungen i munden – og hvor min grød-hjerne unægteligt stod af et par gange …).
4/6
Kongekabale (2004)
Ja, ved godt, det snart er en film af ældre dato, men har lige genset den og havde helt glemt, hvor godt den egentlig er skruet sammen, hvad angår plot og skuespil. Og så er det da helt rart at opleve Søren Pilmark spille sammen med andre end Harry. Manden kan jo rent faktisk spille – og ret glimrende faktisk!
4,5/6
Wanted (2008)
Drengerøvsfilm. Ikke at det plejer at holde mig tilbage, men her tager det gevaldigt overhånd. For meget blod, for tynd historie, for rutineret skuespil, for dvælende ved de enkelte myrderier. For meget.
2/6
Batman – The Dark Knight (2008), Christopher Nolan
Vanvittigt tempo, vanvittige effekter og vanvittige Heath Ledger! (“Jokeren”). Skuespillet hos Maggie Gyllenhaal (“Rachel Dawes”) og Aaron Eckhart (“Harvey Dent”) samt slutningen trækker lidt ned men slet, slet ikke nok til at pille ved det samlede indtryk: Underholdning i absolut topklasse!
5/6
Indiana Jones IV (2008), Steven Spielberg
Holder ikke just. For meget gammelmandsrøv, forudsigelighed og langt-ude-special-effects. Men en ekstra stjerne for pisken, hatten og titelmelodien.
2/6
Høstsonaten (1978), Ingmar Bergman
Medrivende mor/datter-drama. Men tror, den vil egne sig (endnu) bedre til teatret…
4,5/6
The Portrait of a Lady (1996), Jane Campion
4,5/6
“Soning, The Atonement” (2007), Joe Wright
4/6
“Drageløberen/The Kite Runner” (2007), Marc Forster
Den gik lige i hjertekulen.
5,5/6
Die Fetten Jahre sind vorbei/The Edukators (2005), Hans Weingartner
5/6
“Originalt, men …” – Dykkerklokken og sommerfuglen (2007), Julian Schnabel
E-S-A-R-I-N (Se filmen, og du vil vide hvorfor). Helt originale billeder og nyskabende filmteknik men for mange gentagelser og understregninger af de grundlæggende problematikker og dilemmaer i “locked-in”-syndromet. Fine skuespilpræstationer men en for overfladisk skildring af de indbyrdes relationer.
4/6
“Hvid stue …” – Tid til forandring (2004), Lotte Svendsen
Internationale…. Moralen er kilometertyk, men de små bidende samtidsskildringer holder.
4,5/6
Die Hard – Mega Hard/Die Hard with a Vengeance (3) (1995), John McTiernan
Et glædeligt gensyn med mere end en ualmindelig spændingsmættet actionfilm. Dog enkelte træge steder, hvor forward-knappen blev taget i anvendelse. Men måske skyldtes det, at det trods alt var et gensyn med Gruber-familien (sådan kan det altså også udtales!)
4/6
The Island (2005), Michael Bay
Sci-fi-udstyret er mere end i orden, billederne er smukkere end de fleste bil-reklamer, og i de første tre kvarter hæver filmen sig faktisk væsentligt over gennemsnittet. Men så ender det i et uendeligt forfølgelses-drama og en irriterende “over-the-top” moralisme.
2,5/6
Cassandra’s Dream (2007), Woody Allen
De to brødre Ian (Ewan McGregor) og Terry (Colin Farrell) får pludselig voldsomme økonomiske problemer og må ty til kriminelle handlinger for at klare skærene. Det går ud over deres indbyrdes forhold og Terrys mentale helbred (sjældent har Colin Farrell set så bekymret ud). Filmen behandler temaet: “Livet sutter, det kan hurtigt sutte endnu mere – og hvordan hulen slipper du væk fra det??” på en spidsfindig, underspillet til tider Allensk ironisk/tragisk måde. Jeg er især imponeret over Colin Farrells indsats. Han kan ikke bare se bekymret ud – han kan også se bekymret ud på en ret ufrivillig morsom måde. Tror jeg. Eller også grinte vi på de forkerte tidspunkter. Og nå, ja, så var billetterne og guffen gratis (tak, Egmont!).
4/6
januar 2, 2008 at 9:53 pm
Yay!
januar 23, 2008 at 1:14 pm
Aij aij aij aij.
“Dykkerklokken” er da formidabel. Jeg er stadig oppe at ringe. Og netop ved blot at antyde en del af personrelationerne undgår filmen at være ubærlig sentimental.
januar 23, 2008 at 11:15 pm
En dybdegående psykologisk skildring af de indbyrdes relationer behøver ikke at være sentimental. For mig at se er problemet, at der hives fat i for mange relationer. Forholdet til faderen, til eks’en, til elskerinden, til børnene, til vennerne plus de utallige (halv- og helkælne) terapeuter, og han forsøger på en eller anden måde at nå i dybden med de fleste af relationerne – men det ender med at blive temmelig overfladisk, IMHO. På det punkt blev jeg i hvert fald efterladt rimelig kold…. Eller… Måske ER jeg bare en hård hund (Og det er min medbiografgænger i givet fald også….).
januar 23, 2008 at 11:43 pm
Jamen, var det ikke netop sådan, han var? En mand, der levede på overfladen, og som på sin vis ikke lærte ret meget af sin sygdom – andet end at sætte pris på livet, sådan som det nu engang var for ham?
Han var i høj grad moderne – hovedpersonen i sit eget liv; på mange måder en kyniker. Men måtte selv der erkende det banale: At livet er smukt. Også i glimt.
Jeg synes filmen viste overraskende sympati med en nok ikke meget sympatisk mand, men i det sagde den noget om at livet, trods alt, er dejligt.
(Undskyld jeg lyder som noget fra dansktoppen.)
januar 24, 2008 at 12:06 am
Kan godt følge dig i beskrivelsen af hovedpersonen. Og måske er det virkeligheden (også)lidt dér, den knækker for mig. At man som biografgænger oplever sig fanget i en krop, i et sind og ikke mindst i et perspektiv, som grundlæggende er usympatisk. Et perspektiv, der naturligt også farver opfattelsen af verden og af de andre relationer, som netop fremstilles som overfladiske og et eller andet sted ligegyldige. Filmens klaustrofobiske, eksistentielle ensomme blik er genialt, men måske kræver et sådant sjældent blik/perspektiv, at man i et eller andet omfang kan følge hovedpersonens – til tider – lidt halvirriterende perceptioner/ræsonnementer. Og det kunne jeg måske bare ikke …
Derudover tænkte jeg også lige et par gange (og – må jeg indrømme – i de stunder kiggede jeg lidt langt efter skumsvampene i slikposen): Har vi ikke set lidt rigeligt med billeder af den klaustrofobiske dykkerklokke, og er det nu partout nødvendigt, at vi ti-tolv (eller flere) gange i filmen kører stavealfabetet igennem (og vi snakker HELE alfabetet HVER gang). Og ja, ja, det viser den ulidelige monotoni, der må følge med syndromet, og den manglende underholdning illustrerer den vedholdende kedsomhed/tomhed… men brother, kedeligt er det ski.
Og igen: Der lyder jeg nok måske mere negativ, end jeg i virkeligheden er. Jeg synes klart, filmen holder – fra mit perspektiv har den blot nogle lidt ærgerlige brister.
januar 24, 2008 at 12:16 am
Jeg kan godt følge dig, men jeg synes at filmen netop havde en passende mængde af klaustrofobi og monotoni – lige det, der skulle til, for at vi kunne bare begribe lidt af hvad locked-in syndromet handler om. Jeg synes ikke den overgjorde det. Jeg sad enormt uroligt i sædet det første kvarter, men synes nok netop det kvarter var nødvendigt for at vi kunne engagere os i hans situation. At filmen så samtidig har en vis reservation og måben over Jean-Dos måde at forvalte sit liv på synes jeg på en underlig måde er ret loyalt overfor en figur, som vil være – og allerede er i filmen – omstridt og ikke fuldstændig sympatisk.
Kan vi blive enige om at Max von Sydow var stjernefantastisk i de fem minutter, han var med? Please?
januar 24, 2008 at 12:22 am
“Kan vi blive enige om at Max von Sydow var stjernefantastisk i de fem minutter, han var med? Please?”
Jooo, han var rigtig god – men det var da egentlig ikke, fordi barberingsscenen emmede af (tilstrækkeligt) nye indsigter, eller at telefonscenen gjorde det store indtryk (den var da netop sentimental ud over alle grænser – uden at man følte noget for personerne)… (Hmm.. sidder i skrivende stund og overvejer, om filmen overhovedet fortjener 4/6 – nå, sådan bliver det…)
januar 24, 2008 at 12:40 am
Hrmfph.
Jeg synes det var årets film. Teknisk, fortællemæssigt, skuespillermæssigt osv.
“Cassandra’s Dream” er vi for øvrigt helt enige om. Et ikke ueffent drama med en overraskende god Colin Farrell.
marts 20, 2008 at 9:51 pm
Gir du halve point nu?
Sig noget om “Atonement”.
marts 21, 2008 at 8:51 pm
Ja, det kan godt være, det virker en smule uigennemført og egentlig måske lidt rigeligt halvkikset – men det gør det lidt mere nuanceret :)
Atonement er egentlig et glimrende drama, der skildrer spørgsmålet om skyld og forsoning på en udmærket måde. Skulespilpræstationerne er også glimrende – og billedsiden er faktisk fremragende. Men når man samtidig har set drageløberen – der i en noget anden kontekst – behandler en lang række af de samme problemstillinger, men dog skuespilmæssigt og på billedsiden er så ufattelig mere præcis og rammende, kan man ikke rigtig undgå at mene, at atonement skraber lidt vel rigeligt i overfladen og – selvom den ikke er det – vel et eller andet er (for) velpoleret. Det er godt håndværk – men er langt fra at være filmkunst. Fra mit perspektiv.
marts 21, 2008 at 8:52 pm
Og åh ja, skrev vist “skulespil” – men gider ikke gå ind og rette det…